Familiesammenføring

Nordiske borgere
Er familiemedlemmerne selv nordiske statsborgere, skal de ikke søge om familiesammenføring.

EU borgere
Familiemedlemmer til en EU/EØS-statsborger, som bor fast i Danmark, kan få udstedt et registreringsbevis, hvis familiemedlemmet er EU/EØS-statsborger eller et opholdskort, hvis familiemedlemmet er tredjelandsstatsborger.
Følgende familiemedlemmer er omfattet af muligheden (nærmere en ret) for at opnå familiesammenføring til en EU/EØS-statsborger, der opholder sig i Danmark:
Ægtefælle / registreret partner, børn, børnebørn, osv. uanset alder, forældre, bedsteforældre, osv. samt andre familiemedlemmer.

Borgere fra 3. lande
En udlænding, som har familie i Danmark, har mulighed for at få opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring. Opholdstilladelse som familiesammenført kan, når visse betingelser er opfyldt, gives til:

1. Ægtefælle
Ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark skal være væsentligt større end deres samlede tilknytning til et andet land.
Ansøgeren skal have opnået 60 point, hvis begge ægtefæller er over 24 år, eller have opnået 120 point, hvis én eller begge ægtefæller er under 24 år.
Ansøgeren skal bestå indvandringsprøven (en prøve i dansk sprog og viden om Danmark og det danske samfund).

2. Børn
Mindreårige udlændinge, hvis forældre bor fast i Danmark, kan få opholdstilladelse i Danmark efter reglerne om familiesammenføring, når en række betingelser er opfyldt.

Betingelserne er forskellige alt efter, om ansøgeren er under eller over 15 år, og alt efter, om barnet ansøger om at blive familiesammenført med biologiske forældre, adoptivforældre eller plejeforældre.